Junior Talent

I en almindelig grundskoleklasse i folkeskolen sidder der elever, der har evner og lyst til at arbejde ekstra med deres akademiske interesser. Junior Talent er et tilbud, som giver disse talenter mulighed for nye, faglige udfordringer.

Junior Talent inspirerer og udfordrer de dygtigste og mest engagerede grundskoleelever fagligt, udvikler og styrker deres akademiske potentiale samt forbereder dem på valg af ungdomsuddannelse. Vi tilbyder en anderledes, talentorienteret brobygning mellem grundskolen og gymnasiet.

Eleverne deltager i løbet af foråret i 8. klasse og efteråret i 9. klasse i fem obligatoriske seminarer indenfor forskellige fagområder. Junior Talent tilbyder et bredt sammensat fagligt program, så man som deltager udvikler sine interesser og talenter indenfor både samfundsfaglige, humanistiske og naturvidenskabelige discipliner. Dermed bliver deltagerne bedre i stand til at foretage kvalificerede og velovervejede valg omkring fremtiden

Seminarerne afvikles på Viborg Katedralskole, normalt fra kl. 8-14. Dagene er planlagt med udfordrende og afvekslende indhold, som pirrer elevernes naturlige nysgerrighed. Derudover tilbydes eleverne at deltage i frivillige arrangementer. Deltagelse i Junior Talent vil erstatte en del af elevernes introduktions- og brobygningsundervisning. Læs mere om Junior Talent på Viborg Katedralskole her.