Plader vi hader 1988- 2011
VI MALER BYEN RØD!
Historien om diskoteket ”Plader vi hader” er historien om nogle lærere på VK, der interesserer sig for rock- og popmusik. Det er også historien om forsøget på at bygge en musikalsk bro mellem flere generationer. Og endelig er det historien om en spøg, der blev til et skolediskotek!
Kim Severin beretter:
”I 1988 spurgte nogle elever Søren Sørensen og undertegnede, om vi ville spille nogle af vores private plader for eleverne ved juleballet. Vi syntes, ideen var sjov, det blev en sjov aften for os - og åbenbart også for eleverne – en tradition var født. Først blev vi kaldt ”De gamle nisser”, men hurtigt fandt eleverne på betegnelsen ”Plader vi hader”, mest på grund af den grand prix- afdeling, som er en fast del af diskotekets indhold. Navnet har vist også sin oprindelse dels i en McEinar -sang, dels i nogle episoder på kollegiet, hvor nogle elever smed plader ud af vinduet efter at have spillet dem.
I løbet af få år blev det til en tradition, at vi i hvert skoleår spiller ved juleballet og studenterfesten. Dertil kommer en række andre fester - sidste skoledagsfester, gammel elev –fester, studenterjubilæumsfester- senest gammel elevfesten her i november 2011, lærerfester m.m.
Repertoiret er meget bredt og helt vores eget. Musik fra 6 årtier kalder vi det- og der er afdelinger med 50- errock, Beatles og Stones, 70-erdisco, Madonna og Jackson, grandprixmusik, heavy, fodboldsange, julenumre, nyere dansemusik m.m. Blandt mange klassikere , som vi ALTID spiller, kan nævnes ”Vi maler byen rød” fra diskotekets start, Sleeping ,y Day away, Like a Prayer og den sang, vi altid slutter med, Beatles’ kærlighedshymne ”All you need is Love”.
Det skinner nok igennem, at Beatles er vores helt store favorit, ligesom det ikke er nogen hemmelighed, at jeg er mere end almindelig fan af TV 2 og Gnags! Men også en lang række helt nye navne indgår i diskotekets repertoire.
I 2001 fik jeg ny makker, da Erik Hjorth trådte til efter Søren Sørensen. Men det har ikke ændret noget ved konceptet.
I 2009 oprettede vi en facebookgruppe, hvor alle er velkomne.
Vi glæder os til årets julebal og håber at se mange elever og måske også nogle lærere på dansegulvet….
For 24. år i træk spiller vi nemlig ”Plader vi hader” ved elevernes julebal på VK 2011!”
God fornøjelse
Kim Severin



























































