Om skolen:
Studie- og ordensregler på Viborg Katedralskole
Alle elever på Viborg Katedralskole har pligt til at følge skolens studie- og ordensregler, sådan som de er formuleret nedenfor. Grundlaget for skolens ordensregler er Undervisningsministeriets Bekendtgørelse nr. 1222 af 4. december 2006 med tilhørende vejledning nr. 92 af 4. december 2006.
1. OrdensreglerViborg Katedralskoles ordensregler kan sammenfattes i en sætning: Man skal opføre sig ordentligt. Denne regel udtrykker kort og selvfølgeligt, at en skoles sociale fællesskab i enhver situation kræver hensynsfuldhed, omtanke og civiliseret adfærd af alle:
- over for kammerater og kolleger
- over for skolen
- i undervisningen
- ved andre af skolens aktiviteter på eller uden for skolens område.
Hvis en elev tilsidesætter skolens regler for almindelig orden og samvær kan der blive tale om sanktioner, jfr. pkt. 6.
2. Aktiv deltagelse i undervisningen
Eleverne har pligt til at
- møde rettidigt til og deltage aktivt i undervisningen
- aflevere skriftlige opgaver rettidigt
- deltage i terminsprøver, årsprøver og lignende
- deltage i ekskursioner med en deltagerbetaling, der højst udgør 50 kr. pr. døgn (1998-niveau)
- deltage i anden undervisning, herunder selvstændigt arbejde og virtuel undervisning.
3. Fravær fra undervisningen
I forbindelse med hver lektion sker der en registrering af den enkelte elevs fremmøde. Alle former for fravær fra undervisningen, uanset årsag, registreres som fravær. Gentagne tilfælde af for sent fremmøde til undervisningen kan af læreren efter en konkret vurdering registreres som fravær fra undervisningen.
Eleverne skal på Lectio give skolen besked om årsagen til fravær. I særlige tilfælde kan skolen stille krav om en lægeerklæring, der betales af eleven. Det er nødvendigt, at skolen er i besiddelse af relevante oplysninger for efter behov at kunne tilbyde særlige hjælpeforanstaltninger så hurtigt som muligt - specialundervisning, sygeundervisning o.l. – og for at kunne tilbyde en elev særlig vejledning til at gennemføre uddannelsen, hvis det er det, der skal til for at begrænse fraværet. Desuden vil disse oplysninger kunne give skolens leder en baggrund for at udøve sit skøn over, hvornår og i givet fald hvilke sanktioner der skal iværksættes over for fraværet.
Den enkelte elev har løbende mulighed for at orientere sig om egne forsømmelser på Lectio.
4. Aflevering af skriftlige opgaver
Eleverne skal aflevere deres skriftlige arbejder på den aftalte dato med mindre andet er aftalt med læreren. Hvis eleven er fraværende på afleveringsdatoen, afleveres opgaven senest den første dag elev har det pågældende fag igen. Hvis eleven ikke overholder denne procedure, registreres opgaven som "ikke afleveret" i forsømmelsessystemet.
Når eleven afleverer en opgave for sent, jfr. ovenstående, skal den evalueres og tilbageleveres, men vil stadig være registreret som "ikke afleveret".
Manglende aflevering af skriftlige opgaver vil indgå i vurderingen af elevens studieaktivitet og vil i gentagelsestilfælde kunne indebære en advarsel og efterfølgende ud fra en helhedsvurdering af elevens situation tillige en sanktion, jf. pkt. 6.
Hvis skolen opdager, at en elevs opgave er afskrift fra en anden opgave eller i øvrigt vurderes som snyd, vil en sådan opgave tælle som ikke-afleveret. Afskrift og snydeopgaver er uacceptabel adfærd i undervisningen og vil i alle tilfælde blive mødt med sanktioner. I forbindelse med prøver og eksamen kan sanktionen være bortvisning fra skolen uden forudgående advarsel.
5. Fritagelser og lægeerklæringer
Fremmødte elever, der på grund af deres handicap eller andre funktionsvanskeligheder ikke kan deltage aktivt i hele undervisningen i et eller flere fag, kan efter anmodning blive fritaget for dele af undervisningen efter rektors konkrete vurdering. Skolen kan anmode eleven om en lægeerklæring som dokumentation for anmodningen om fritagelse. Rektor tager stilling til, om en elevs samlede fritagelse inden for et skoleår har nået en varighed og/eller et omfang, der medfører, at der ikke kan gives årskarakter, fordi eleven ikke har opfyldt fagets mål.
6. Sanktioner
Rektor kan meddele en elev en pædagogisk tilrettevisning for overtrædelser af skolens studie- og ordensregler af mindre alvorlig karakter. Hvis skolens leder skønner, at en pædagogisk tilrettevisning ikke er en tilstrækkelig reaktion over for en elev, der har tilsidesat skoles regler, vil en eller flere af følgende sanktioner blive anvendt:
1. Skriftlig advarsel
2. Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
3. Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær.
4. Skolen erklærer eleven for ikke-studieaktiv over for SU-styrelsen, og SU bortfalder hermed.
5. Henvisning til at aflægge prøve i alle afsluttende fag på det pågældende klassetrin i det pågældende år. Der gives ikke afsluttende standpunktskarakterer i disse fag.
6. Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende år. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, såfremt eleven får tilladelse til at fortsætte på næste klassetrin.
7. Bortvisning.
Ovenstående sanktioner anvendes ikke i rækkefølge, men efter et individuelt og konkret skøn i hvert enkelt tilfælde, og der vil kunne opstå situationer, hvor rektor anser det for fornødent at iværksætte selv den strengeste sanktion, uden at mildere sanktioner har været bragt i anvendelse og uden forudgående varsel.Alvorlig dokumenteret sygdom eller alvorlige sociale begivenheder kan i nogle tilfælde betyde, at et betydeligt fravær accepteres, forudsat eleven på tilfredsstillende vis er i stand til at deltage i særlig etableret sygeundervisning, hjælpeforanstaltninger el. lign.
Oprykning
Skolen kan nægte en elev oprykning til næste klasse, hvis elevens standpunkt ved skoleårets afslutning er under 2,0, og hvis det vurderes, at elevens udbytte af den gennemførte undervisning ikke har været tilstrækkeligt. I denne vurdering indgår fx elevens manglende aflevering af opgaver, omfanget af fravær og eventuelle årsager hertil. Når en elev nægtes oprykning til næste klasse, udskrives eleven af skolen, med mindre han/hun får særlig tilladelse til at gå det pågældende klassetrin om.
Erling Østergaard
Rektor
8. august 2007



